Sommergæk og påskekys: historien bag gækkebrevet

19.03.2025

Af museumsinspektør Anna Wowk Vestergaard, Den Gamle By.

Vintergækker i haven minder om, at det stadig kan nås at sende et gækkebrev inden påske. Men hvorfor leger vi egentlig med saks, rim og navnetræk forklædt med prikker?

Gæk betyder nar, og gækkebrevets baggrund hænger sammen med selve vintergækken, der tidligere gik under navnet sommergæk. Den fik sit navn, fordi den gerne vil narre os til at tro, at vinteren er slut, når den lille blomst dukker op af jorden.

Den hvide blomst kunne også bruges til at narre hinanden med. Det skete ved, at man uset smuglede den ind i hånden på en anden og sagde ”du er min gæk”. Vintergækken kunne i smug lægges ned i en andens lomme, og derfra er luskeriet med vintergækken flyttet til gækkebrevet, hvor man uden at vide det kommer til at røre ved den, når man åbner brevet. Hvis man blev gækket, var man den andens gæk eller nar, og for at blive løst skulle man gække tilbage eller gætte, hvem der havde narret en. Det er let at se for sig, hvordan vintergækken kunne være et påskud for at komme fysisk tæt på en, man havde et godt øje til – ligesom de lege, ungdommen legede til jul.

En anden del af baggrunden for gækkebrevet skal findes i de såkaldte bindebreve, der var endnu en måde at narre hinanden på. Bindebreve var ikke knyttet til påsken men blev typisk brugt til navnedage. De bestod af vers i smukt dekorerede breve, hvori der var flettet en tråd eller et bånd med knuder på – eller hvor brevet var kunstfærdigt udklippet, hvilket senere blev kendetegnet for gækkebrevene. Knuderne eller de udklippede mønstre kunne modtageren ikke ”binde op” og derfor blev vedkommende bundet eller narret af afsenderen. Modtageren af bindebrevet skulle så give afsenderen noget for at blive ”bundet op” f.eks. et lille traktement eller et kys. I anden halvdel af 1800-tallet blev bindebrevene til gækkebreve og gækkedelen kom til at handle om at gætte, hvem der havde skrevet brevet. 

Traditionen med bindebreve kendes helt fra 1600-tallet og kom fra Tyskland. Et af de ældste bindebreve i Den Gamle Bys samling er fra 1777 og stammer fra det lille fynske sogn Orte. Bindebrevet blev givet til Anna Marie på hendes navnedag 26. juli. Underskriverne var tre mænd og en kvinde, Chlaus Helmich Møller, Hans Hansen, Anders Hansen og Birthe Hansen.

Versene i bindebrevet understreger, at målet var at narre Anna Marie. Teksten slutter:

”Jeg siige vil Adieu, min Sag er vel forrettet.
Paa dette Brev er nu den stærke Knude flettet,
Saa vist som Hun i Dag er blandt de bundnes tal,
Saa vist Anna Marie sig ogsaa løse skal”

At brevet er bevaret til i dag, må skyldes, at Anna Marie og hendes efterkommere har passet godt på det. Undersøger man historien bag personerne i sognets kirkebog og folketællingen fra 1787, viser det sig, at Claus Helmich Møller i 1777 var midt i tyverne og nygift lærer i sognet. De andre personers navne er knap så unikke, så der er flere af samme navn i sognet, men Anders Hansen og Birthe Hansdatter kan meget vel være identiske med et ægtepar fra sognet, der var jævnaldrende med Claus Helmich Møller.

Men hvem var så Anna Marie? Ja, hvis man antager, at hun og underskriverne har været en gruppe nogenlunde jævnaldrende yngre venner, der har lavet sjov med hinanden, kan hun være den Anna Marie Andersdatter, der er født i 1761 og i 1779 bliver gift med Hans Hansen – hvis navn stemmer med den fjerde underskriver af brevet. Det understøttes af, at hendes far, Anders Pedersen, bærer samme navn som et vidne, der har underskrevet brevet, men de almindelige navne gør det svært at sige med sikkerhed.

Det ser altså ud til, at det er en vennegruppe, der for 250 år siden har moret sig med at narre Anna Marie – måske med et lille gilde i udsigt, når hun skulle ”binde sig op”. Måske er bindebrevet samtidigt et minde om et spirende kærlighedsforhold mellem Anna Marie og Hans, og det kan forklare, hvorfor det er blevet gemt og passet på over så mange år.

I løbet af 1800-tallets anden halvdel opstod gækkebreve med vers, og traditionen med påskeæg som pant eller gave blev knyttet til. En konfektureforretning annoncerede i 1878 for både påskeæg, chokoladeæg og ”gjækkeæg”, som netop må have været beregnet til præmie for gækkebreve. Om det er påskeægget, gildet eller måske kysset som præmie, der lokker mest, må afsenderen af gækkebrevet afgøre. Uanset er der tid nok at sende et papirdrilleri afsted før påske.