Åbner igen 10:00
Køb billet

Erfaren bookingmedarbejder på 30 timer – tidsbegrænset stilling

Den Gamle By søger en serviceorienteret bookingmedarbejder 30 timer om ugen, der vil være med til at skabe helt specielle arrangementer med samvær midt i Danmarkshistorien. Den Gamle By er en spændende og pulserende arbejdsplads centralt placeret i Aarhus. Vi arbejder dedikeret på at give vores gæster en mindeværdig og indholdsrig museumsoplevelse. Vores strategi ”Et fælles hjem til tiden” sætter retningen for, hvordan vi samler fortid, nutid og fremtid – og skaber et sted, hvor både gæster og medarbejdere føler sig hjemme.

Museet har godt fat i private selskaber og ønsker i højere grad at servicere erhvervslivet. I afdelingen skal vi sikre synlighed omkring de enestående rammer, museet har at byde på i forbindelse med møder, firmaarrangementer og private selskaber. Vi søger derfor en kompetent bookingmedarbejder, der med omhu kan servicere vores gæster og dermed udbrede de mange gode historier, Den Gamle By rummer – i tråd med vores fælles ambition om at være et hjem for alle generationer og til enhver tid.

Afdelingen Booking og Salg er forankret i Den Gamle Bys afdeling for Værtskab og Salg, som er oprettet for at udvikle museets kommercielle virke og kombinere oplevelser, unikke faciliteter og historisk mad & drikke til gruppearrangementer. Du vil arbejde tæt sammen med afdelingens øvrige medarbejdere og vil referere til lederen af Booking og Salg.


Vores forventninger til dig

  • Du er god i en telefon og kan lytte til gæsternes ønsker samt skabe særlige oplevelser for dem
  • Har relevant erfaring indenfor booking/arrangement-funktioner (gerne med flere forskellige bookingsystemer), og dermed erfaring inden for administration, kundeservice og salg/mersalg – gerne B2B.
  • Det er en fordel, hvis du har kendskab til samspillet mellem booking og køkken/tjenere
  • Du er serviceminded og kan veksle mellem den udadvendte rolle som lokalefremviser og den mere driftsorienterede rolle, hvor ordrerne skal følges helt til dørs og koordineres med resten af organisationen – især vores tjenere og kokke, men også formidlere, serviceafdeling og håndværkere
  • Du er en god kommunikator og kan skrive fejlfrit på dansk og også gerne engelsk
  • Du trives med at arbejde selvstændigt, er løsningsorienteret og god til at bevare både overblikket og detaljegraden ved mange samtidige opgaver
  • Du kan lide at arbejde med mennesker og motiveres af at gøre en positiv forskel for både gæster og kollegaer  

Dine arbejdsopgaver

  • Daglig servicering af gæster via telefon, mails eller personligt ved fremvisning af lokaler
  • At sikre bookingafdelingens høje serviceniveau, optimere rutiner og processer samt bidrage aktivt til et godt samarbejde på tværs af organisationen
  • At sikre den administrative base i bookingafdelingen og drive de planlagte aktiviteter hele vejen fra forespørgsel til og med evaluering - og fungere som bindeled mellem øvrige afdelinger på museet
  • At kunne se muligheder på tværs af afdelingerne og bidrage til at alle gæster på museet får en fantastisk oplevelse.
  • Varetage administrative opgaver i Mad & Drikke, der understøtter Booking og Salg  

Arbejdstid
Arbejdstiden er 30 timer ugentligt og er fordelt mellem to afdelinger. 20 timer ugentligt i Booking og Salg, samt 10 timer i vores afdeling Mad & Drikke, hvor du vil varetage administrative opgaver relateret til Booking og Salghvor arbejdstiden på hverdage vil ligge mellem kl. 8.30 og 16.00.

Weekendarbejde kan forekomme.

Jobbet kræver fleksibilitet og af og til en ekstra indsats for at få alle ender til at kunne mødes. Til gengæld tilbyder vi også fleksibilitet fra Den Gamle Bys side og derudover en super inspirerende arbejdsplads – måske også Danmarks smukkeste – og at du bliver en del af et fællesskab, hvor vi hver dag arbejder for at gøre Den Gamle By til et fælles hjem til tiden.

Spørgsmål
Har du spørgsmål til stillingen?
Send en mail med dit navn og telefonnummer, mærket “Bookingmedarbejder”, til leder af Booking og Salg Helle Mellerup på heme@dengamleby.dk – vi kontakter dig hurtigst muligt.

Ansættelsesproces og vilkår
Stillingen er tidsbegrænset til 31/12 2026, men eventuelt med mulighed for forlængelse.

Tiltrædelse hurtigst muligt og senest 1. marts 2026.

Send en kort, motiveret ansøgning og CV via QuickApply på Jobindex senest 31. december 2025.  

Første samtalerunde finder sted 8. og 9. januar 2026.

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex. Du kan ansøge via linket her:

Erfaren bookingmedarbejder (30 timer) til Den Gamle By – tidsbegrænset stilling | Jobannonce | Jobindex

Vi glæder os til at høre fra dig!

 

Den Gamle By er et nationalt museum og også lokalmuseum for Aarhus. Museet besøges årligt af omkring en halv million gæster, heraf mange fra udlandet. Den Gamle By modtager tilskud fra stat og kommune og tjener selv mere end halvdelen af sine driftsmidler. Inklusive projekter er den årlige omsætning omkring 150 mio. kr. Museet har godt 180 årsværk, som består af mange forskellige faggrupper. Læs mere her.